Hvem kan blive forfatter? (Prøv testen)

Hvem kan blive forfatter? Prøv testen.
Nogle skrivelærere og -coaches ynder at sige, at alle kan blive forfattere.
Det vil jeg ikke være bekendt at forsøge at bilde dig ind.

På samme måde, som ikke alle er egnede til at blive malere, pianister eller fodboldspillere, kan ikke alle blive forfattere.
Nogle grundforudsætninger skal være i orden.

Prøv at tage denne test for at få en idé om, hvorvidt du har de rette forudsætninger for at blive forfatter:

  1. Har du historier eller viden / erfaringer i hovedet, som du gerne ville give videre?
  2. Tænker du ofte over hvad baggrunden mon er for, at ting hænder - eller for at dine medmennesker udtrykker sig netop sådan?
  3. Tænker du nogle gange over, hvordan begivenheder var endt, hvis en lille detalje havde været anderledes?
  4. Kan du lide at læse eller se film?
  5. Tænker du nogle gange dit liv som en roman eller film?
  6. Kan du lide at skrive?
  7. Kan du lide sproget - tænker du for eksempel nogle gange over, hvordan bestemte ord er opstået?
  8. Kan du udholde tanken om at arbejde alene ved en pc eller en papirblok i flere timer hver uge - i mange år?
  9. Har du som regel nemt ved at formidle dine tanker forståeligt på skrift?
  10. Er du udholdende, når du har sat dig for at udføre en opgave?
  11. Kan du være alene med ansvaret for et projekt i måneder eller år uden at give op?
  12. Kan du tåle kritik?
  13. Kan du tåle at kassere et stykke arbejde, du har udført, og begynde forfra?
  14. Ved du, at de færreste danske forfattere kan leve af at skrive?

Har du svaret ja til alle spørgsmålene, har du de rette grundforudsætninger for at gå i gang med rejsen mod at blive forfatter.

Har du svaret ja til 10 spørgsmål eller flere, har du en del af det, der kræves; men du bør spørge dig selv, om det virkelig er det, du vil - eller om du bare er offer for en romantisk drøm (og det er ikke specielt romantisk at være forfatter: Der er masser af hårdt arbejde, og der er skuffelser og tvivl).

Har du svaret ja til under 10 spørgsmål, skal du lade være at forfølge forfatterdrømmen. Det vil blive for hårdt for dig, og du vil næppe nå i mål.