I mit arbejde som manuskriptrådgiver og redaktør er jeg stødt på en række gennemgående fejl, som nybagte forfattere har det med at begå. Fejl, som ofte vil medføre forlagsafslag og/eller dårlige anmeldelser.
Her vil jeg fortælle dig om to af novicernes syv dødssynder.
Her vil jeg fortælle dig om to af novicernes syv dødssynder.
De fem andre kan du læse om i min bog Spark i din forfatterrøv.
(Du kan bruge registeret over De Syv Dødssynder som en hurtig tjekliste, når du gennemgår dit eget manuskript – eller din manuskriptidé.)
Vi begynder her – med den letmaskerede dagbog:
Dødssynd 1: At være for privat
Nybagte forfattere har ofte noget, de skal have skrevet af sig. En oplevelse. En anskuelse af et forløb. Det kan gå godt. Ofte går det skidt.
Venindesnakken eller frokostpause-bravaderne bliver ingen god roman – heller ikke selv om man sætter det hele i tredje person.
At din exmand Jens Karl ikke gad tage opvasken, havde sure sokker og heller ikke var særligt god i sengen, er vigtigt for dig, og det kan uden tvivl også interessere dine veninder og måske dine søskende, men som roman er det ikke i sig selv nok – heller ikke selv om du kalder Jens Karl for Nicolai og benævner dig selv hun og Chloé.
At du besteg et bjerg i Nepal og var meget bedre til det end din ven Søren, som fik højdesyge på dag 3 og 4 og 5, mens du bare stormede til tops – heller ikke i sig selv roman nok.
Mange forfattere har haft en snubletur over denne hurdle. Selv har jeg brugt måneder og år på at skrive om et stormfuldt venskab, førend jeg erkendte, at historien var for privat, og at jeg ikke kunne løfte den til noget andet.
Virkeligheden er ikke nødvendigvis en god historie.
Der skal noget mere til, vi skal op over vores stof, længere op end den løseligt maskerede dagbog, op at finde en alment interessant vinkel – et tema, en nuancering, en underholdningsværdi.
Hvis vi kan komme derop, kan der begynde at ske noget.
Hvis vi kan komme derop, kan der begynde at ske noget.
Dødssynd 2: At være for lidt privat – imitere og puste sig op
I afsnittet før skrev jeg om at være for privat. Nu handler det om det modsatte:
Nybagte forfatteres anden dødssynd – at være for lidt privat – i betydningen for lidt sig selv – er jeg tit faldet over i mit virke som redaktør og manuskriptvejleder.
Den skyldes uden tvivl angst. Angst for ikke at være god nok, ikke litterær nok – og af lutter angst påtager forfatteren sig en rolle og skriver som forestillingen om en forfatter i stedet for at skrive som sig selv.
Nogle vælger at imitere en bestemt forfatter, som de sætter pris på, andre forfalder blot til en mere udefinerlig højstemt (ofte gammeldags) stil.
Andre namedropper i en lind strøm – strør om sig med for handlingen irrelevante referencer til forfattere, filosoffer, kunstværker eller ”interessante” lokaliteter.
Den slags irriterer lige så meget i en roman som ved middagsselskabet, hvor den stolte moder konsekvent taler om ”min søn overlægen”.
Ofte drukner den egentlige historie og forfatterens egentlige særegenheder i lutter imitation og oppustethed – dels fordi læseren irriteres og distraheres, dels fordi forfatteren selv bruger for megen energi på at efterligne og spække sit værk med åndfuldheder og for lidt på at udvikle og vise egne talenter, bruge egne erfaringer.
Imitation og namedropping kan (også i det litterære skriveri) føles som et sikkerhedsnet – se, hvad jeg har sat mig ind i/hvem jeg har mødt/hvor jeg har været; så HAR jeg da lov at skrive, ikke? – men det kan være et net, der kvæler.
Det kan umiddelbart føles farligt at opgive det, men det viser sig som regel givtigt i længden.
(Ovenstående er uddrag af Spark i din forfatterrøv. Af Ane-Marie Kjeldberg.)
(Ovenstående er uddrag af Spark i din forfatterrøv. Af Ane-Marie Kjeldberg.)
---
Vil du læse om også de fem andre dødssynder, som nybagte forfattere meget ofte begår - og som desværre ofte medfører forlagsafslag?
Du finder dem i min bog Spark i din forfatterrøv. (E-bog.)
Som iBook:
Som iBook:
